Anne Lassen får månedens buket for sin store indsats som daglig leder af Huset på Færgevej. Foto: Palle Søby
Faaborg: Engang skrev kulturjournalist Kim Skotte i Politiken om den smukke amerikanske skuespiller Julia Roberts:
"Hun har de hvideste tænder og det bredeste smil i Hollywood i mænds minde".
Vi tager næppe munden for fuld, hvis vi påstår, at Anne Lassen har det rødeste hår og det bredeste smil i Faaborg i nyere tid.
Og hvis vi så stiller hende op ved siden af den altid storsmilende blomsterhandler Hanne Andersen og tager et billede af de to sammen, er det helt sikkert: Et bredere smil fås ikke i hele kommunen.
Det glade billede blev taget, da Anne Lassen, daglig leder af Huset på Færgevej, forleden modtog månedens buket i Ugeavisen Faaborg.
Hun blev indstillet af Helle Gade, der er ansat i fleksjob i Huset. Som begrundelse skriver Helle Gade blandt andet:
"På mine og Husets vegne synes jeg, at Anne Lassen fortjener en buket for den kæmpe indsats, hun gør for alle os, som benytter Huset. Man bliver mødt af Anne med det smukke røde hår, kjoler i prangende og sprudlende farver, hendes dejlige, varme smil. Et kram, som hun giver alle, og det er hver dag. Hun er hjælpsom og med et hjerte så stort. Hun har tid til alle - ellers tager hun sig tid. Hun siger aldrig nej. Sådan er hun bare som menneske. Hendes milde og søde udstråling gør hende til den person, hun er som menneske, og til det professionelle arbejde, hun påtager sig. Hun fortjener at blive set og hørt mere for den indsats, hun gør for borgerne i Faaborg-Midtfyn kommune."
Anne Lassen har således grund til at smile endnu mere, end hun normalt gør, da hun får buketten overrakt hos Westergård Blomster.
- Det er så fornemt. Jeg er meget rørt over det. Jeg synes, det er så smukt. Jeg tror aldrig, jeg har set så flot og farvestrålende en buket. Den minder jo mere om det, man ser inde ved dronningen. Jeg elsker farverne og jeg elsker orkideer.
- Da du ringede, troede jeg først, at du ville have mig til at komme med nogle forslag, fordi I manglede kandidater til månedens buket, griner Anne Lassen.
- Der er mange, der nævner, at de bliver glade af, at jeg har farver på. Jeg tænker jo ikke selv over det - det er bare sådan, jeg er som menneske. Det er bare mig at gå med farver. Jeg har jo også noget sort tøj, og hvis jeg en sjælden gang tager det på, siger min mand: "Skal du til begravelse?"
- For mig selv har det også en positiv indvirkning på humøret at være i farver - ligesom det også betyder noget, hvis jeg ser andre folk i farver. Og så er det altid noget behageligt noget, jeg går i - noget, der kan give sig, så jeg kan jo spise kager, og det gør vi stort set hver dag i Huset, siger Anne Lassen - med et kæmpesmil.