Glæde i byrådssalen i Faaborg, da Hancipprisen 2023 blev uddelt
Faaborg: Den populære leder af "Huset på Færgevej", Anne Lassen, brød ud i et kæmpesmil, da viceborgmester Kristian Nielsen (V) mandag eftermiddag i byrådssalen i Faaborg kunne afsløre, at Faaborg-Midtfyn Kommunes "Handicapprisen 2023" går til det sociale mødested.
Huset på Færgevej har siden 1990 faciliteret aktiviteter, møde- og hjerterum for borgere med forskellige former for livskriser, og det valgte handicaprådet i år at belønne.
- Det var ikke særlig nemt. Jo, vist har Huset fortjent sin anerkendelse, men det var så mange gode bud mellem de indstillede. Det siger bare noget om den store vilje, der i denne kommune er til at hjælpe og støtte hinanden, særligt når det gælder mennesker, der har mødt udfordringer på livets vej, siger formand for handicaprådet, Anne Møllegaard Mortensen (DF).