HUSET et åbent mødested – med en blandet skare af brugere

Af

​Det Rigtige Faaborg​

​Overalt i HUSET lyder der en summen af stemmer og en klirren af kaffekopper. På førstesalen arbejder de koncentrerede kvinder i malergruppen, i et grupperum griner kvinderne i krea-gruppen, som med tiden vist er blevet en snakkegruppe, og på kontoret sidder Anne Lassen fordybet i en af dagens mange fortrolige rådgivninger. I centrum for lydbilledet ligger opholdsstuen, hvor 10-12 personer er mødt op til HUSETs populære tilbud ’Godmorgen Faaborg’.

Døren til kontoret går op og Anne afslutter rådgivningen med et varmt kram og sit blændende smil. Det var en af de lettere rådgivninger – en regning, der skulle betales.

HUSET er en selvejende institution og har eksisteret i 27 år, og sidste sommer startede Anne op som daglig leder, efter den forrige leder, Jette Frandsen, stoppede efter 23 år på posten.

– Jeg var i praktik i HUSET under min uddannelse, så jeg kendte til stedet, hvilket var en stor fordel. Jeg er blevet taget godt imod af både brugerne og bestyrelsen, fortæller Anne.

HUSETs brugere er en blandet skare, nogle kommer og drikker formiddagskaffe og småsludrer, andre benytter sig af HUSETs mange grupper, og nogle benytter tilbuddet om åben anonym rådgivning. Det kan fx være rådgivning i forbindelse med skilsmisser, hjælp til flytning, ansøgning om fremmedpas, ansøgning om støttestrømper eller en samtale om livets udfordringer.

​– I HUSET har vi ingen sagsmapper, folk bliver ikke et sagsnummer. Man kan forblive anonym under et helt vejledningsforløb. Vi kender de folk, der kommer her, vi yder omsorg og tager os tid til at følge op, hvis folk fx ikke dukker op til et møde eller til formiddagskaffen, som de plejer, siger Anne.

En langsom erkendelse

Med hver deres historie sidder brugerne med kaffe og nybagte boller omkring morgenbordet. Én af dem er 54-årige Kim Priskorn. For få år siden var Kim en aktiv mand, der dyrkede havkajak, faldskærmsudspring og fitness. I politihjemmeværnet stod han for oplæringen af nye rekrutter og havde kælenavnet B.S. Christiansen. Alt dette ændrede sig i 2013, da et uheldigt fald medførte et åbent kraniebrud. Kim var sat tilbage og kunne hverken tale, gå eller huske.

​– Jeg var som et spædbarn. Jeg var indlagt et år, inden jeg kom hjem. Her var det svært at klare hverdagen, da jeg havde svært ved at gå, og hele min venstre side fungerede ikke, fortæller Kim.

Kim boede i et stort hus, som han selv havde renoveret, men til sidst overtalte hjemmeplejen ham til at flytte til Faaborg, hvor nogle venner viste ham HUSET. Her fik han hjælp til at lægge et nyt budget efter flytningen og hjælp til at genoptræne sin hukommelse.

– Det skete en langsom erkendelse af, hvor handicappet jeg egentligt er blevet. Mit nye liv ligner slet ikke mit tidligere liv, men nye ting er kommet til. Jeg bager kager – i stor stil. Det nyder de godt af hernede. Og så begynder jeg snart på at lære at spille guitar, så jeg kan få trænet min venstre hånd. Jeg kan godt lide at sætte mig selv på prøver, forklarer Kim, der har sagt farvel til en stor del af de tidligere aktiviteter, men fortsat er aktiv i Bella Beluga flere gange om ugen, ligesom han holder oplæg om sit liv.

Kim har netop afsluttet et diabetesforløb i HUSET og planlægger at starte op i malergruppen.

Hjælp til selvhjælp

Hver mandag og torsdag drikker Torben Dammand sin formiddagskaffe i HUSET. I bagagen har den 55-årige Torben en hård barndom og et årelangt alkoholmisbrug. Han er nu tørlagt på 16. år og bruger HUSET som en måde at ’integrere sig selv i samfundet på’, som han udtrykker det.

​– Det giver mig en YES-følelse at komme her. Her er så mange dejlige mennesker med mange aspekter i livet. Her er selvjustits og kærlighed, og man kan mærke, at der er en oprigtig bekymring for hinanden. Det har jeg aldrig oplevet tidligere, og det fascinerer mig meget, fortæller Torben.

Samværet med de andre er også Torbens måde at flytte fokus væk fra sig selv og sine smerter. Han har de seneste år været igennem en lang række sygdomme med bypass-operationer, ballonudvidelser, blødende mavesår, blodpropper, sklerose, en punkteret lunge og en trigeminus-neuralgi.

– Når folk har ondt, så stikker de ofte fingeren i egen navle og får ondt af sig selv. Jeg har en masse mennesker at takke for, hvor jeg er i dag, og jeg prøver altid, om jeg kan få et smil frem på læben af folk. Jeg ydmyger gerne mig selv, for at få andre til at grine, fortæller Torben.

At give noget tilbage

For tyve år siden arbejdede Marianne Hansen som pædagog. Hun havde overblik og overskud og var velformuleret både i tale og på skrift. Alt det ændrede sig efter en bilulykke. Pludseligt kunne hun hverken læse eller skrive, og hun følte, at hele hendes identitet var væk.

– Jeg startede helt forfra. I et par år sad jeg i HUSET to-tre gange om ugen og spillede spil sammen med en, der havde en hjerneskadet. Vi lærte alt forfra, vi stavede til BY, FÅ og MÅ, fortæller Marianne.

Efter det lange forløb følte Marianne, at hun havde overskud til at give noget igen til det sted, der havde hjulpet hende så meget, og hun har i en årrække siddet som næstformand i støtteforeningen, hvor hun bl.a. planlægger foredrag og ture ud af huset.

– Stedet her fortjener at blive anerkendt. Ingen kan forestille sig, hvad det rummer. Her er der dybe relationer og en opmærksomhed på, at livet ikke kun er arbejde, her er man noget i kraft af den, man er. Det er dejligt at føle, at man er noget værd – en del af noget.

En overgang var Marianne igennem en svær periode i sit liv og blev derfor bruger af HUSET igen.

– Jeg vidste, at her var hjælp at hente. Og hjælpen fik mig hurtigt på benene igen. Der er ikke noget så svært som at sige: ’Jeg har det ikke så godt, er der nogen, der kan hjælpe mig?’, og derfor er vi opmærksomme på, at HUSET signalerer, at det er et sted, hvor man tør at gå ind.

Fakta om HUSET

• Selvejende institution
• FMK ejer bygningen
• Driften finansieres af PUF-midler og kommunal støtte
• 8.000 brugere går over dørtrinnet årligt

​